Her er stille på bloggen... Nok mest fordi jeg er træt og i det eftertænksomme hjørne... Jeg prøver at pusle lidt me et par kreative projekter... men det bliver ikke til så meget... Føler mig træt som et helt alderdomshjem....
Kender du det, at man nogle gange bliver nødt til at gennemføre svære ting - upåagtet af om man har energien hertil eller ej? Nogle gange kræver livet, at man mander sig op og fokuserer på en lille plet ude i horisonten, som ikke er større end et knappenålshovede.... Og når man nærmer sig målet, mærker man pludseligt hvor meget energi det har krævet at komme så langt... Og man ved, at det kræver en enorm kraftanstrengelse at nå over målstregen....?! Sådan er mit liv lige nu...!
Er du en af de trofaste læsere, så husker du måske mit indlæg i Februar, hvor jeg lavede CD-kort med billeder fra to begravelser i vores nærmeste familie. (gense det evt. her). I ugen op til påske, mistede vi endnu et familiemedlem - denne gang en fætter på min side af familien. 32 år er ingen alder - og hele familien stod i chok. I den efterfølgende svære tid, har vi hjulpet hans nærmeste med en masse praktiske ting - Og jeg har af flere omgange måttet tage ture (på et par hundrede kilometer hver gang) i Italieneren, inden for den seneste halvanden uge.
Det er mentalt hårdt, at pakke et andet menneskes liv ned i papkasser. I gemmerne finder man små detaljer, som havde betydning i et liv, som ikke er mere... Og man skal forholde sig til tomheden og sorgen som automatisk følger med. Min moster har klaret det fantastisk - Og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være for hende, at lægge sin ene søn i graven. (Noget som jeg end ikke ville ønske for min værste fjende...!) Jeg har gået ved hendes side og pakket ned - og genset min barnlige beundring af hende.... Som lille pige, var jeg overbevist om, at jeg havde verdens sejeste moster i hende (af helt andre årsager) - nu kan jeg smile vemodigt og konstatere, at jeg havde ret i den opfattelse...!
Egentlig havde jeg besluttet, at jeg ville afslutte dagens indlæg med Eric Claptons "Tears in heaven" - fordi den blev spillet som det første ved min fætters Bisættelse. Det er en fantastisk sang - og du kan finde den i en skøn version her. Men de seneste par dage, har jeg siddet i bussen med min Iphone, og er endt med at bladre frem i musiknumrene til en ganske særlig sang. Og teksten passer så godt til min livsopfattelse og sindsstemning i disse dage... Nemlig at vi har en tendens til at fokusere på en masse ævl og kævl - og overse det som virkeligt betyder noget...
Så lyt engang, glem krummerne på køkkenbordet! Kig på dine børn og indse hvilke fantastisk skønne væsener de er! og kys din mand med en inderlighed som I måske havde glemt....! Livet er for værdifuldt og for kort til alt andet!
Knus
...Engel...
N.B. Jeg behøver vel ikke nævne, at jeg glæder mig USIGELIGT til helligdagen på fredag. Forhåbentlig kan jeg hive stikket ud, stirre ind i væggen og fornemme energien vende tilbage :o)
...Pas godt på dig selv...!
