navbar


søndag den 5. februar 2012

Skabet under køkkenvasken...

Et af de steder man kommer allermest, er skabet under køkkenvasken... Hver dag propper du affald i skraldespanden, som typisk er placeret i skabet under køkkenvasken. Oftest står der rengøringsmidler, og diverse andre remedier, som bruges i køkkenet i større eller mindre grad. Og meget ofte er der andre spændende ting, som finder sig et gemmested på denne lokation.

For vores vedkommende opbevarer vi også skraldeposer, diverse ting til opvaskemaskinen og lager af opvaskemiddel indkøbt på tilbud. Flere af tingene er meget upraktisk i papkasser, som produktet er købt hjem i, men som man ikke  kan se mængden i... og jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har rækt ud efter en opvasketabs til maskinen, for så at konstatere, at kassen er tom - totalt irriterende..!

Og nu gør jeg noget, som jeg garanteret kommer til at fortryde... jeg publicerer et før-billede af, hvordan skabet plejer at se ud - Jep, facaden krakelerer hermed - Kaos hersker i det lille hjem, som ellers kan se så pænt ud på overfladen:

Før:
Jeg startede simpelthen hele processen med at tage billeder, næste skridt blev at tømme skabet fuldstændigt. Alt hvad det havde indeholdt, blev sat ud på køkkengulvet - jeg var dog så smart, jeg forsøgte at gruppere indholdet efterhånden som tingene kom ud på gulvet. Dette var for at gøre det nemmere at skabe overblik, og gøre sorteringen hurtigere, når alting skulle gennemgåes.

Under:
Og sikke mange ting jeg havde, som jeg ikke vidste..! Inden for den sidste måned, har jeg mindst 4 gange overvejet at købe ovnrens - for at give den en ordentlig rengøringstur. Hver gang har jeg kviet mig ved at hælde det i kurven, pga. prisen... og hver gang har jeg tænkt, at der måske var en måde at gøre det på, med eksisterende remedier i hjemmet - og tænkt "Google - min ven...!" Der har dog været langt fra tanke til handling, og jeg har ikke nået det endnu... Og nu viste det sig, at jeg havde ikke mindre end 2 dåser ovnrens stående..!

Jeg blev også klar over, at der går længe inden jeg skal handle opvaskemiddel på tilbud - med 2 mega +2 almindelig størrelse beholdere på lager, er jeg vist godt dækket ind..! Desuden fandt jeg en shower dusch som egentlig burde have fundet vej til badeværelset..! Nogle beholdere med indhold, som burde have fundet plads til min lille "kemikaliefabrik" i bryggerset - og en række beholdere, som for længst burde være smidt ud...!

Da skabet er blevet tømt fuldstændig, og skraldeposen er blevet fjernet, fik hele skabet den helt store rengøringstur - jeg kan ikke huske, hvornår skabet sidst har fået en omgang. Men diverse pletter blev skuret væk med en svamp, alle sider blev vasket - rør blev tørret af og indersiden af lågerne fik den helt store tur. Det samme gjorde den eksisterende udtræks-reol samt skraldespanden.

Og så besluttede jeg, at det var slut med original papkasseopbevaring. Jeg fandt nogle gennemsigtige IKEA beholdere, som jeg havde til overs fra bryggerset - og begyndte at give tingene et nyt hjem i skabet.

Efter:
Alle lager opvaskemidler er blevet samlet bagerst på udtræksreolen, ovenover er renseremedier til opvaskemaskinen, sammen med afspændingsmiddel, skuresvampe samt rengøringsmiddel til den keramiske kogeplade. Forrest nedenfor i reolen har kalkfjerneren samt opvaskemidlen som er i brug fået plads - og vindues/spejlrens hænger lige klar til at tage i brug.

Opvasketabs har fået hjem i midten, i en klar beholder - så man kan se hvor mange der er tilbage. Disse bruges dagligt sammen med skraldeposerne som er blevet deres nabo. Deres nye placering løser også problemet med, at man står med hovedet halvt nede i skraldespanden, når man førhen skulle have en tabs til maskinen. Bagerst til venstre, som er lidt mere besværlig at komme til, har citronsyre og salt til opvaskemaskinen fået hjem, de bruges ikke så tit, og har derfor fået et mere tilbagetrukket hjem - og inde bagved står de to nyfundne ovnrens klar til at komme i brug.

Jeg har sat søm op, så fluesmækker og flaskerenser er kommet op og hænge. På indersiden af den ene låge, er opvaskebørster og neglerenser kommet på krog. Min overordnede strategi var, at ting skulle være synlige og overskuelige. Det som bruges dagligt, skal være nemt tilgængeligt og forrest i skabet - lagervarer, samt ting som bruges mindre, får et hjem længere tilbage i skabet for  at udnytte pladsen.

Hele projektet tog lige omkring en time
- og tilfredsstillelsen var enorm..!

God søndag til dig og dine..!

Knus
...Engel...

lørdag den 4. februar 2012

Nye Rutiner

Jeg har egentlig altid haft den opfattelse, at mit hjem skal være mit helle. Det skal være det sikre, trygge sted for mig og min familie - et sted hvor man kan lade batterierne op og have nærvær. Nu er mine drenge skilsmissebørn (sammen med ca. 1/3 af resten af Danmarks børn), og det har ikke altid været problemfrit. Af selvsamme årsag er det mig endnu mere magtpåliggende at hjemmet skal være vores tempel..!

Måske også fordi jeg selv er vokset op som skilsmissebarn, i et kaotisk sammensurium af halv-søskende, børn man har giftet sig til, og diverse besværlige konstillationer. Det kan gå meget smertefrit, hvis de voksne er indstillet herpå, men det kan så sandeligt også nemt ende i den modsatte grøft - hvis blot en enkel voksen ikke kan finde ud af at være voksen..!

Min opvækst har været i den sidste kategori, og mine drenge har periodevis også haft det sådan...! At jeg oven i det har to drenge, med hver deres sæt indlæringsvanskeligheder, har måske endda gjort det endnu mere magtpåliggende for mig, at hjemmet besidder orden og systemer - jeg er i hvert fald lidt af en ordensflipper, og jeg mistrives i rod og uorden.

De sidste par år har været udfordrende og svære her hos os, og mit fokus har været på mental overlevelse...! Og da jeg er organisten og min søde mand er samleren, ja så kan du selv se hvor det bærer henad... Og her er efterhånden mere "samling" end system... Hvilket ikke er særlig sundt for mit mentale velbefindende.

Så i den seneste tid, har jeg gjort mig mange tanker herom. Og hvad er bedre for en tankeproces end at scrappe det som foregår oppe i hovedet?!? Jeg har derfor kreeret nedenstående Layout "Nye Rutiner" for at prøve at tage skeen i den anden hånd, og i små skridt bevæge mig i en mere rigtig retning for mig.. Side 1:
Side 2:
Til Layoutet er brugt:
Domesticated kit af Kristin Cronin-Barrow
Teksten er Bickley Script plain font

Dobbelt Layout:


Da vi er så privilegerede, at min mor kommer hver torsdag og går en tur med støvsuger og rengøringsklud, så skal jeg i første omgang ikke fokusere på disse områder. I stedet kan jeg hellige mig, at få skabt nogle rutiner igen, som med små skridt bevæger os i en retning af et mere organiseret hjem. Min mor indførte torsdagsrengøring, da min mand startede uddannelse i 2008, og hun selv stoppede sit arbejdsliv. Jeg har altid lange arbejdsdage om torsdagen, så ungerne søger hjem til Mormor om eftermiddagen, når skolen slutter - og vi samles til aftensmad når jeg får fri... Hvilket er en total luksus i hverdagen..!

Jeg har derfor planlagt at indføre nogle nye daglige og ugentlige rutiner - og supplere det med et månedligt organiserings projekt. Overordnet har jeg tænkt mig at gennemgå husets forskellige rum, ét ad gangen - og ende med at nå igennem det hele over tid. Og supplere månedsprojektet med at gennemgang af de steder/skuffer/skabe, som trænger til at blive sat lidt i system. Hvis du følger min blog, vil du kunne se frem til nogle organiseringsprojekter - og hvem ved, måske bliver du inspireret til at gå igang med dine egne "Rodeskuffer" :o)

Pas godt på dig selv, og kys dine nærmeste
- livet er jo kun et flygtigt øjeblik...!

Knus
...Engel...