navbar


søndag den 5. februar 2012

Skabet under køkkenvasken...

Et af de steder man kommer allermest, er skabet under køkkenvasken... Hver dag propper du affald i skraldespanden, som typisk er placeret i skabet under køkkenvasken. Oftest står der rengøringsmidler, og diverse andre remedier, som bruges i køkkenet i større eller mindre grad. Og meget ofte er der andre spændende ting, som finder sig et gemmested på denne lokation.

For vores vedkommende opbevarer vi også skraldeposer, diverse ting til opvaskemaskinen og lager af opvaskemiddel indkøbt på tilbud. Flere af tingene er meget upraktisk i papkasser, som produktet er købt hjem i, men som man ikke  kan se mængden i... og jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har rækt ud efter en opvasketabs til maskinen, for så at konstatere, at kassen er tom - totalt irriterende..!

Og nu gør jeg noget, som jeg garanteret kommer til at fortryde... jeg publicerer et før-billede af, hvordan skabet plejer at se ud - Jep, facaden krakelerer hermed - Kaos hersker i det lille hjem, som ellers kan se så pænt ud på overfladen:

Før:
Jeg startede simpelthen hele processen med at tage billeder, næste skridt blev at tømme skabet fuldstændigt. Alt hvad det havde indeholdt, blev sat ud på køkkengulvet - jeg var dog så smart, jeg forsøgte at gruppere indholdet efterhånden som tingene kom ud på gulvet. Dette var for at gøre det nemmere at skabe overblik, og gøre sorteringen hurtigere, når alting skulle gennemgåes.

Under:
Og sikke mange ting jeg havde, som jeg ikke vidste..! Inden for den sidste måned, har jeg mindst 4 gange overvejet at købe ovnrens - for at give den en ordentlig rengøringstur. Hver gang har jeg kviet mig ved at hælde det i kurven, pga. prisen... og hver gang har jeg tænkt, at der måske var en måde at gøre det på, med eksisterende remedier i hjemmet - og tænkt "Google - min ven...!" Der har dog været langt fra tanke til handling, og jeg har ikke nået det endnu... Og nu viste det sig, at jeg havde ikke mindre end 2 dåser ovnrens stående..!

Jeg blev også klar over, at der går længe inden jeg skal handle opvaskemiddel på tilbud - med 2 mega +2 almindelig størrelse beholdere på lager, er jeg vist godt dækket ind..! Desuden fandt jeg en shower dusch som egentlig burde have fundet vej til badeværelset..! Nogle beholdere med indhold, som burde have fundet plads til min lille "kemikaliefabrik" i bryggerset - og en række beholdere, som for længst burde være smidt ud...!

Da skabet er blevet tømt fuldstændig, og skraldeposen er blevet fjernet, fik hele skabet den helt store rengøringstur - jeg kan ikke huske, hvornår skabet sidst har fået en omgang. Men diverse pletter blev skuret væk med en svamp, alle sider blev vasket - rør blev tørret af og indersiden af lågerne fik den helt store tur. Det samme gjorde den eksisterende udtræks-reol samt skraldespanden.

Og så besluttede jeg, at det var slut med original papkasseopbevaring. Jeg fandt nogle gennemsigtige IKEA beholdere, som jeg havde til overs fra bryggerset - og begyndte at give tingene et nyt hjem i skabet.

Efter:
Alle lager opvaskemidler er blevet samlet bagerst på udtræksreolen, ovenover er renseremedier til opvaskemaskinen, sammen med afspændingsmiddel, skuresvampe samt rengøringsmiddel til den keramiske kogeplade. Forrest nedenfor i reolen har kalkfjerneren samt opvaskemidlen som er i brug fået plads - og vindues/spejlrens hænger lige klar til at tage i brug.

Opvasketabs har fået hjem i midten, i en klar beholder - så man kan se hvor mange der er tilbage. Disse bruges dagligt sammen med skraldeposerne som er blevet deres nabo. Deres nye placering løser også problemet med, at man står med hovedet halvt nede i skraldespanden, når man førhen skulle have en tabs til maskinen. Bagerst til venstre, som er lidt mere besværlig at komme til, har citronsyre og salt til opvaskemaskinen fået hjem, de bruges ikke så tit, og har derfor fået et mere tilbagetrukket hjem - og inde bagved står de to nyfundne ovnrens klar til at komme i brug.

Jeg har sat søm op, så fluesmækker og flaskerenser er kommet op og hænge. På indersiden af den ene låge, er opvaskebørster og neglerenser kommet på krog. Min overordnede strategi var, at ting skulle være synlige og overskuelige. Det som bruges dagligt, skal være nemt tilgængeligt og forrest i skabet - lagervarer, samt ting som bruges mindre, får et hjem længere tilbage i skabet for  at udnytte pladsen.

Hele projektet tog lige omkring en time
- og tilfredsstillelsen var enorm..!

God søndag til dig og dine..!

Knus
...Engel...

3 kommentarer:

Charlie sagde ...

Du er en HELT - for sådanne skabe findes mange steder - uden at vi andre lige har valgt at publicere dem. Og lagersituationen kender jeg også - vi har et skraldeposesystem hvor den største spand ikke passer til de gængse poser - så jeg købte i sin tid en kassefuld - hvortil min søde mand lynhurtigt udregnede at vi havde poser til 4 år. =0) God søndag - her er sne og solskin og Fifty og jeg hviler ud ovenpå en travl dag i går.

Annette / aka sagde ...

Hihi...Sådan et foto har jeg ikke mødt på bloggene før..
Men jeg kan kun konstatere, at du ikke er spor bedre end vi andre ! Ja, overfladen kan snyde....

Jeg er blevet ret god til at begrænse mine rengøringsmidler - efter jeg har fået grundrens fra Flügger. Jeg har kun de gængse få midler og så har jeg en sprayflaske med fortyndet grundrens. Det tager alt fedt, kalk og snavs fra laminatlåger, alt på badeværelset, alle malede overflader osv.
Så vi har ingen flasker med X'er på eller sprayflasker.
Opvaskemiddel, sæbespåner, eddike og grundrens. Ikke andet er nødvendigt. Og så de ting til opvaskemaskinen.

Men det er altid dejligt med en oprydning og fint nyt system.
God dag til dig.

Linda sagde ...

Hvor godt :-) Du får lige den dårlige samvittighed frem hos mig. Men tænk sig en time og så kan pudse glorien sådan. Godt gået og god søndag :-)