navbar


mandag den 18. februar 2013

Putting Myself First...

Jeg ved godt, at der har været stille på bloggen længe... alt for længe... Men det er altså ikke fordi jeg har ligget på den lade side - Jo, når det kommer til de kreative projekter, så er der absolut intet sket siden mit sidste indlæg, desværre. Men nogle gange så kræver livet bare éns tilstedeværelse 100% og der er ikke overskud til andet end at komme videre.

Og hvad har jeg så lavet det sidste halve år... Jo jeg er såmænd både blevet separeret og skilt, har sat et hus til salg og fået det solgt, og er flyttet ind i en ny lejlighed med mine drenge og en ny kæreste. Sådan noteret i to sætninger lyder det som noget man bare lige gør - tro mig, det er det ikke..! Det kræver blod, sved og tårer. Et kæmpe indhug i ens personlige ressourcer, og en kraftanstrengelse for at forsøge at rejse sig igen. Og så gør det i bund og grund enormt ondt. Fordi man for en stund trækkes rundt i en virvelstrøm af gode og dårlige følelser, som trækker en i alle retninger - og som dræner én for energi.

Og nogle gange har man bare brug for at gøre som man plejer - også selv om hele ens tilværelse er vendt på hovedet. Og det gør jeg så hermed. Er du en tro følgesvend på bloggen her, vil du vide at jeg de foregående år er startet med et tilbageblik på året som er gået. Er du ny kan du læse 2011 - året jeg gerne vil glemme og Farvel 2010, som begge er mine personlige reflektioner på mit liv ved årsskiftet.
Og nedenfor kan du så se min reflektion over 2012
 
Til Layoutet er brugt:
 
Halfpack 37 af Cindy Schneider
Sweet Escape kit af Kristin Cronin-Barrow
Oodles of Tags2 af Julie Billingsley
"Putting Myself" er alfabetet fra Wonderous af Julie Billingsley
Titlen er Basic Slate Alpha af Ellie Lash (Udgået)
Teksten er Monotype Corsiva
 
Det har taget mig hele dagen at få ovenstående side på plads. Mest fordi jeg havde brug for at farven grøn var fremtrædende og de 4 første udkast blev kasseret af selvsamme årsag. Men så pludseligt kom der skred i processen. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og grøn... jeg søger altid den farve, når jeg har brug for, at der er håb - måske er det derfor, at den var så vigtig i dag.

Ellers kan jeg oplyse, at vi har det nogenlunde, trods omstændighederne. Det har taget tid at falde på plads i den nye bolig - og indstille sig på den nye tilværelse. Pt. nyder vi at have vinterferie, og at kunne tage dagene i ro og mag. Men vi har det efter omstændighederne godt - og introduktionen til "Mr. Blue Eyes" må du have til gode - Jeg kan dog afsløre, at det ikke er en tilfældig fyr, støvet op på gaden - men en nær kollega gennem en årrække.
 
 
Jeg håber, at du har en dejlig dag...!
(og jeg ser frem til at besøge dig i nærmeste fremtid..!)
 
Kram
...Engel...
 

søndag den 16. september 2012

Universal Studios

Dagen i dag er gået med at skabe mig overblik over dårlig samvittighed - forklaring følger...! Ser du, jeg har jo et mega projekt igang, som handler om vores USA tur i 2007. Ind imellem løber man død i processen - og er nødt til at lægge det lidt på hylden. Jeg har dog besluttet, at det er på tide, at komme tilbage i sadlen i dette projekt... og jeg var derfor nødt til at finde ud af, hvor jeg er nået i dette processen.
 
Normalt ville jeg tvinge mig selv til at gå kronologisk til værks, for at få det hele med. Problemet er blot, at jeg løber sur i opgaven, ved hele tiden at sidde og nørkle med de samme elementer - og så stopper projektet helt. Jeg har derfor noteret mig de enkelte dage på ferien. Herefter gennemgik jeg fotoarkivet, og ud for hver dato, noterede jeg overskrifter på de layouts som jeg fik ideer til. De layouts som allerede er kreeret har fået et fint tjektegn - og nu er fidusen så bare at komme igang, og langsomt men sikkert samle tjektegn ud for hvert enkelt planlagt layout...!
 
Fordelen ved at jeg har noteret titlen på alle umiddelbare layouts er så, at når jeg løber træt i siderne som hører til dagen i Universal studios, ja så kan jeg hoppe videre til Miami sider - eller måske endda tage en lille smuttur til New York... Jeg kunne dog alligevel ikke dy mig... for da jeg slap værket sidst, arbejdede jeg med sider omkring dagen i Universal studios - og i dag har jeg lavet "forsiden" til denne dag... Som ses her:
Til Layoutet er brugt:
Photo Focus 19 af Cindy Schneider
Sweet Escape kit af Kristin Cronin-Barrow
Film elementerne er fra 2 thumbs up af Libby Pritchett
Titlen er Arial Font
Studios er alfabetet fra Wonderous af Julie Billingsley
 
Egentlig syntes jeg ikke at blomsterne passer ind. Men jeg har ikke andre film-elementer end filmrullerne og jeg var nødt til at have nogle elementer på, for at siden ikke bliver for bar. Desuden var parken overalt prydet med planter og blomster - men i mit hovede passer de blot ikke ind i filmtemaet...
 
Og nogle gange må man affinde sig med, at man ikke er 100% tilfreds. Og 90% er vel også okay. Det bliver det i hvert fald nødt til at være, hvis jeg skal gøre mig forhåbning om, nogensinde at komme til at sidde i sofaen og bladre i et USA 2007 fotoalbum. Og med dagens indsats, ja så er jeg kommet et lille skridt nærmere målet :o)
 
Jeg håber, at du har en fantastisk skøn dag...!
 
Knus
...Engel...
 

lørdag den 15. september 2012

Copenhagen Marathon

Jeg har længe gerne villet scrappe Claus' første Marathon, Copenhagen Marathon i 2007. Og da jeg i dag foretog min traditionelle lørdags-surf med evt. shopping - ja så spottede jeg den nye Cindy Schneider Photo Focus template og vidste, at den var perfekt til disse billeder...
 
Så eftermiddagen er tilbragt i godt selskab (med mig selv og min skønne bærbare pc) og jeg har siddet og hygget mig. Resultatet kan du se i nedenstående layout.:
Til Layoutet er brugt:
 
Photo Focus 20 af Cindy Schneider
Such a Crab kit af Kristin Cronin-Barrow
Everyday Summer af Kristin Cronin-Barrow
Stick It alpha af Darcy Baldwin
Day & Night Alpha af Julie Billingsley
Scrap With style - Chipboard af Misty Cato
 
 
Hvor tiden dog bare flyver afsted, når man sidder helt optaget af sit projekt...Ideen kom egentlig lynhurtigt til mig, og jeg tænkte, at det havde jeg da lige på plads på en times tid...3 timer senere bliver jeg kaldt ned til aftensmad, og når lige med nød og næppe at få de sidste detaljer på plads... Og jeg sidder her i mit stille sind, og tænker på, hvor meget en scrapper i snit bruger på et layout?
 
Kan du give et bud på, hvor lang tid du typisk bruger på at kreere et layout? Jeg mener, fra du sætter dig ned og går igang, til du sidder tilbage og beundrer dit færdige resultat? Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide det, og ville blive glad, hvis du ville notere det i en kommentar nedenfor :o)
 
Jeg håber i hvert fald, at du har haft en skøn lørdag, 
selv om vejret er blevet køligt, og det har været lidt gråt udenfor...
Pas godt på dig selv, og på gensyn :o)
 
Knus
...Engel...
 


søndag den 9. september 2012

Bubble Fun

Jeg faldt over nogle niece billeder fra sidste forår, sådan da jeg bladrede rundt i billedarkivet... og da jeg spottede dem, undrede det mig enormt, at jeg ikke havde scrappet dem endnu... og mens der var bold i tv i aftes, ja så sad jeg her og var kreativ - hvad kan man ellers når næsen løber..! Men det var nu hyggeligt - og projektet blev gjort færdig her for et øjeblik siden, efter at formiddagen er gået med brombærjagt og fabrikationen af 8 store glas marmelade..!
 
Og man kan jo ikke komme uden om, at når siderne handler om en vis lille rødhåret pige, ja så skal der pr. defination hører lyserød med.... var egentlig spændt på, om jeg kunne få farver til at hænge sammen, og samtidigt få begivenheden med. Lad mig sige det således, det er enormt svært at komme på detaljer, som hænger sammen med sæbebobler... men jeg tror at det lykkes - konstruktiv kritik modtages som altid gerne :o)
 
Til Layoutet er brugt:
 
Photo Focus 10 af Cindy Schneider
Beautiful You af Kristin Cronin-Barrow
Oodles of tags 3 af Julie Billingsley
Day & Night Alpha af Julie Billingsley
Boblerne er fra Spring Breeze af Natali Design
 
Jeg kan ikke komme og påstå, at jeg har fået det bedre i dag. Næsen løber og stemmen har det med at forsvinde... Jeg kunne dog ane duften af marmeladen, mens den simrede på komfuret... Så jeg vil tilbringe eftermiddagen på sofaen, under tæppe og med en god film. Og inden for rækkevidde vil være både citronte og lommetørklæder... Og forhåbentlig vil det være kurerende nok til at jeg kan trisse på job i morgen.
 
Jeg håber, at du har en skøn søndag..!
 
Knus
...Engel...